Alle ATAX’ medlemsvirksomheder med medarbejdere på overenskomst mellem ATAX og 3F modtager i uge 34 en opkrævning til ATAX/3F Kompetencefonden og Fonden for den særlige opsparing. Opkrævningen vedrører 1. halvår 2024.
Sidste frist for indbetaling er i uge 38.
PensionDanmark opkræver 814 kr. pr. medarbejder pr. år til ATAX/3F Kompetencefonden og 40 promille (4 pct.) af lønsummen til Fonden for den særlige opsparing.
Opkrævningerne sker på baggrund af virksomhedens indbetalte pensionsbidrag, og derfor opkræves pengene altid bagud. Opkrævningerne til fonden sker halvårligt. Opkrævningen for 2. halvår 2024 vil blive sendt ud i februar 2025.
Tjek opkrævninger direkte i e-Boks
Alle virksomheder, der er tilknyttet e-Boks, får opkrævningerne via e-Boks. Virksomheder, der ikke er på e-Boks, får opkrævningerne med posten.
Vær opmærksom på, at hvis I tilgår jeres e-Boks via virk.dk, ser I kun post fra det offentlige med mindre I har godkendt post fra ”Private afsendere”. Derfor anbefaler vi, at I tilgår e-Boks direkte via e-Boks.dk. E-boks sender i øvrigt en notifikation i form af en mail og/eller en SMS, om at der er post i e-Boks.
Vær opmærksom på, at hvis I som vognmænd ønsker at se post sendt til virksomheden i den personlige e-boks kræver det en sammenkobling med erhvervs e-boks. Dette kan let gøres under ”adgange” i e-boks – og vær specielt opmærksom på dette, hvis du primært anvender din mobiltelefon til at se post.